Pressemeddelelse -
Norwegian indgår samarbejde med Center Air Pilot Academy i Danmark og tre andre pilotskoler i Sverige, Norge og Spanien
Norwegian har indgået samarbejde med fire centrale skoler om at uddanne piloter for at sikre fremtidig ekspertise og arbejdskraft i en samfundskritisk branche. Aftalen er win-win for både Norwegian og de elever, som får tilbudt job efter endt uddannelse.
”Det er en god måde for os at tiltrække piloter på, og samarbejdsaftalerne giver mulighed for, at vi kan lære eleverne at kende undervejs i deres uddannelsesforløb. De elever, der får mulighed for ansættelse hos os, kan komme direkte i gang med at arbejde efter endt forløb. De får samtidig kurser i type-rating for den flytype, vi opererer i Norwegian, og andre nødvendige teori- og videreuddannelseskurser,” siger Guro Poulsen, Executive Vice President for People i Norwegian.
Samarbejdsaftalerne er vigtige at indgå nu, da det forventes, at den globale luftfartsindustri vil have et stigende behov for piloter i de kommende år. Det skyldes blandt andet, at mange nuværende piloter nærmer sig pensionsalderen, en øget efterspørgsel på flyrejser, og at de omkostninger til pilotuddannelsen, som man fortsat selv må betale, er stigende og bliver en økonomisk barriere for mange, som ønsker en karriere som pilot.
Norwegian har indgået aftaler med flyskolerne Center Air Pilot Academy (CAPA) i Danmark, Lund University Trafikflyghögskolan (TFHS) i Sverige, OSM Aviation Academy i Norge og FTEJerez i Spanien. Alle fire er højtanerkendte pilotskoler med en stærk tilknytning til branchen, moderne flyflåder og erfarne instruktører, der gør skolerne attraktive for kommende piloter.
Anna Kjær Thorsøe: En stærk alliance til fordel for fremtidens piloter
Anna Kjær Thorsøe, repræsentant fra Center Air Pilot Academy (CAPA), udtaler:
"Vi er meget glade for samarbejdet med Norwegian. Center Air Pilot Academy har gennem mange år leveret piloter til Norwegian, så vi kender allerede hinanden godt. Det styrker vores uddannelsesprogram og sikrer, at vores elever får en motiverende og målrettet uddannelsesrejse. Når et flyselskab som Norwegian engagerer sig i pilotuddannelsen, løfter det både standarden i branchen og giver eleverne en klar karrierevej. For os som pilotskole er det fantastisk at være en del af denne proces, hvor vi sammen bidrager til at sikre fremtidens ekspertise i luftfarten.”
Pilotskolerne sikrer kvalificeret arbejdskraft til luftfarten
Pilotuddannelsen tager omkring 20 måneder. De elever, som Norwegian lærer at kende undervejs, og som vurderes at passe godt ind i selskabet, vil blive tilbudt et job direkte efter endt uddannelse.
”Luftfarten er kritisk infrastruktur og har stor betydning for samfundet. Det er vigtigt at sikre, at luftfarten har et stabilt udbud af dygtige medarbejdere for at opretholde ekspertisen i fremtiden. Luftfarten beskæftiger titusinder af mennesker i Norden – Norwegian alene beskæftiger næsten 1.300 piloter, hvoraf godt 200 af dem er baseret i Danmark,” siger Guro Poulsen.
Norwegian har omkring 800 ansatte i Danmark og er dermed både en stor dansk arbejdsplads og det næststørste flyselskab i landet. Norwegian-koncernen, som består af Norwegian og Widerøes Flyveselskap, har i alt 8.500 ansatte.
Emner
Kategorier
Norwegian
Norwegian-koncernen er et førende nordisk luftfartsselskab med hovedkontor i Fornebu uden for Oslo i Norge. Selskabet har over 8.200 ansatte og ejer to af de førende flyselskaber i Norden: Norwegian Air Shuttle og Widerøe's Flyveselskap. Widerøe blev opkøbt af Norwegian i 2024 med et formål om at gøre det endnu nemmere at rejse på tværs af de to flyselskabers netværk.
Norwegian Air Shuttle, det største norske flyselskab med omkring 4.700 ansatte, tilbyder et omfattende rutenetværk, der forbinder de nordiske lande med et bredt udvalg af europæiske destinationer. I 2023 transporterede Norwegian over 20 millioner passagerer og havde en flåde på 87 Boeing 737-800 og 737 MAX 8-fly.
Widerøe's Flyveselskap, Norges ældste flyselskab, er Skandinaviens største regionale flyselskab. Flyselskabet har mere end 3.500 ansatte. Widerøe opererer hovedsageligt lufthavne med korte landingsbaner i de norske landdistrikter og driver flere statslige kontraktruter (PSO-ruter) ud over sit eget kommercielle netværk. I 2023 havde flyselskabet 3,3 millioner passagerer og en flåde på 48 fly, herunder 45 Bombardier Dash 8-fly og tre Embraer E190-E2-fly. Widerøe Ground Handling leverer ground handling-tjenester i 41 norske lufthavne.
I Norwegian-koncernen er bæredygtighed en hovedprioritet, og koncernen har forpligtet sig til at reducere CO2-udledningen fra sine aktiviteter betydeligt. Blandt de mange initiativer, er det mest bemærkelsesværdige, investeringen i produktion og brug af fossilfrit flybrændstof (SAF). Norwegian stræber efter at blive det bæredygtige valg for sine passagerer og bidrager aktivt til omstillingen af luftfartsindustrien.
Følg Norwegian på Facebook, Twitter, Instagram, TikTok, LinkedIn og YouTube.