Pressemeddelelse -
Ny forretningsplan med et stærkt europæisk netværk
Norwegians bestyrelse har i dag fremlagt selskabets nye forretningsplan, der baserer sig på en enklere selskabsstruktur og et europæisk rutenetværk uden langdistanceruter. Planen gør det muligt at bygge et stærkere og mere konkurrencedygtigt Norwegian, som vil tiltrække investorer og forbedre produktet til kunderne.
Norwegians nye forretningsplan fokuserer på den nordiske kerneforretning og at operere et europæisk netværk med udspring i de nordiske lande. Selskabet vil fortsat tilbyde konkurrencedygtige priser på rejser i Norge, i Norden og til vigtige destinationer i Europa.
- Flyvninger i og fra de nordiske lande til resten af Europa har altid været selve rygraden i Norwegians rutenetværk, og det er dette, der danner grundlag for, hvordan Norwegian skal se ud fremover, siger koncernchef i Norwegian, Jacob Schram.
Planen indebærer, at cirka 50 fly vil være i drift i disse markeder i 2021, hvilket gradvist øges til omkring 70 fly i 2022. Norwegian sigter på at reducere gælden betydeligt til cirka 20 milliarder norske kroner og på at hente fire til fem milliarder norske kroner i frisk kapital igennem en kombination af en emission med fortrin til eksisterende aktionærer, en rettet emission til nye aktionærer og andre former for egenkapital. Selskabet har modtaget konkret interesse for deltagelse i emissionen. Norwegian har også for nylig fremsendt en henvendelse til den norske regering om mulig statslig deltagelse baseret på den nye forretningsplan.
- Det er en robust forretningsplan, som vil give Norwegian en ny start. Ved at fokusere på vores kortdistancenetværk er målet at tiltrække investorer, servicere vores kunder og ikke mindst bidrage til at sikre arbejdspladser, sund konkurrence og understøtte turismebranchen i Norge, de nordiske lande og Europa, siger Schram.
COVID-19 pandemien har haft store konsekvenser for hele luftfartsindustrien. Rejserestriktioner har påvirket efterspørgslen dramatisk, særligt på langdistanceflyvninger, og hele Norwegians Dreamliner-flåde har stået parkeret siden marts. Der er fortsat stor usikkerhed om fremtidens efterspørgsel. Med sådanne forudsætninger er Norwegians langdistanceoperation ikke levedygtig, og selskabet har derfor besluttet at afvikle den. Som konsekvens af dette har bestyrelserne i datterselskaberne i Italien, Frankrig, Storbritannien og USA, der primært har ansatte knyttet til langdistance, kontaktet insolvensbehandlere. Norwegian vil fortsat vurdere profitable markedsmuligheder fremover i takt med, at de negative virkninger af pandemien aftager.
- Vores væsentligste fokus nu er at bygge et stærkt og lønsomt Norwegian, sådan at vi kan sikre så mange arbejdspladser som muligt fremover. Vi forventer ikke, at efterspørgslen på langdistanceflyvninger vil genoprettes foreløbigt, og vores fokus er derfor at udvikle vores kortdistancenetværk, når vi kommer ud af reorganisationsprocessen. Beslutningen påvirker desværre mange af vores medarbejdere, og på den måde er det en tung beslutning at træffe. Jeg vil gerne rette en stor tak til alle de berørte kolleger for deres store engagement og mangeårige indsats i Norwegian, siger Schram.
Kunder med flyrejser, der berøres af ændringerne, vil blive kontaktet direkte, og fremtidige rejser, der må aflyses, vil blive refunderet. Den irske reorganiseringsproces og den norske rekonstruktion fortsætter som planlagt. Planerne, der i dag er lagt frem, er genstand for godkendelse i begge disse processer, støtte fra kreditorer og derefter retslig godkendelse. Se børsmeddelelsen sendt til Oslo Børs for yderligere information via dette link.
Privat meddelelse til redaktionen:
Medier inviteres til en digital presseorientering i dag kl. 9.30, der streames via dette link. Orienteringen foregår på norsk.
Emner
Norwegian
Norwegians historie begyndte for mere end 27 år siden. Norwegian blev grundlagt i 1993, men lavprisselskabet med Boeing 737-fly kom på vingerne i 2002. Norwegian blev hurtigt en vigtig aktør i international luftfart, først på de korte, europæiske ruter i Europa og senere på langdistanceruterne til og fra USA, Asien og Sydamerika. Norwegian har i dag en moderne og brændstofeffektiv flåde, der består af Boeing 787 Dreamliner- og Boeing 737-fly.
I 2019 blev Norwegian det første flyselskab, der underskrev FN’s program for klimatiltag og forpligtede sig dermed til at blive klimaneutralt inden 2050.
Norwegian er kåret til Europas bedste lavprisselskab seks år i træk af Skytrax, og fem år i træk har passagererne peget på Norwegian som verdens bedste lavprisselskab på langdistanceruter. Norwegians fordelsprogram, Norwegian Reward, er fire år i træk kåret til ”Flybranchens bedste fordelsprogram i Europa/Afrika” ved Freddie Awards i USA. Siden 2012 har Norwegian vundet mere end 55 priser for selskabets produkter, service og nyskabelse indenfor luftfart.
Følg Norwegian på Facebook, Twitter, Instagram, LinkedIn og YouTube.