Pressemeddelelse -
Norwegians rekonstruktion i Irland er foreløbigt godkendt – vigtig milepæl nået
Norwegians rekonstruktionsproces i Irland, Examinership, blev i dag godkendt af dommeren i den irske High Court. På baggrund af denne beslutning bliver samme forslag sendt til afstemning i Norge. Selskabet vil derefter arbejde for at indhente frisk kapital med sigte på at have processen afklaret inden udgangen af maj.
Examinership-processen i Irland er en rekonstruktion, der omfatter flere af Norwegians irske datterselskaber. Målet med processen, der blev indledt 18. november sidste år, er blandt andet at styrke selskabet finansielt og tilpasse flyflådens størrelse til fremtidige behov.
- Vi er virkeligt glade for, at den irske domstol har godkendt Norwegians rekonstruktion i Irland. Nu har vi den billet, som vi skal bruge for at gå videre med rekonstruktionen i Norge og indhente frisk egenkapital, siger Jacob Schram, koncernchef i Norwegian.
Den irske domstols afgørelse blev truffet efter en række møder med selskabets kreditorer, der med stort flertal stemte for gennemførelse af rekonstruktionen. En tilsvarende afstemning skal finde sted blandt kreditorerne i den norske rekonstruktion i løbet af de næste 14 dage, inden en norske domstol tager endelig stilling. Den norske rekonstruktion fortsætter dermed som planlagt og ventes at kunne stadfæstes midt i april.
- Det er en krævende proces, som ikke er ovre endnu, men retsafgørelsen i dag giver os styrket tro på et positivt udfald. Vi forbereder os på at være der for vores kunder, når virkningerne af pandemien aftager, rejserestriktioner reduceres og verden åbnes op igen, siger Schram.
Dagens beslutning træder endeligt i kraft efter en klageperiode på en måned, og selskabet vil teknisk set være i Examinership, indtil den planlagte egenkapital er indhentet. Norwegian har som mål at være færdig med kapitalindhentningen i løbet af maj 2021, hvis retsprocesserne forløber som planlagt.
Læs mere i Norwegians børsmeddelelse her.
Emner
Norwegian
Norwegian blev grundlagt i 1993, og lavprisselskabet med Boeing 737-fly kom på vingerne i 2002. Siden dengang har det været vores mål at tilbyde gode og smarte rejseoplevelser til lave priser.
Norwegian er kåret til Europas bedste lavprisselskab seks år i træk af Skytrax, og Norwegians fordelsprogram, Norwegian Reward, er fire år i træk kåret til ”Flybranchens bedste fordelsprogram i Europa/Afrika” ved Freddie Awards i USA. Siden 2012 har Norwegian vundet mere end 55 priser for selskabets produkter, service og nyskabelse indenfor luftfart.
I 2019 blev Norwegian det første flyselskab, der underskrev FN’s program for klimatiltag og forpligtede sig dermed til at blive klimaneutralt inden 2050.
Norwegian tilbyder gode priser og høj kvalitet i et netværk af kortdistanceruter i Norden og Europa.
Følg Norwegian på Facebook, Twitter, Instagram, LinkedIn og YouTube.