Open skies
Få vores nyheder på mail

Norwegian med betydelig resultatforbedring og omkostningsreduktion i 2019

Pressemeddelelse   •   Feb 13, 2020 07:00 CET

Norwegians resultater for 2019 og fjerde kvartal viser, at enhedsindtægterne steg for niende måned i træk. Selskabet har afviklet ulønsomme ruter udenfor Norden og nedlagt baser for at få en mere effektiv drift. Punktligheden har forbedret sig betydeligt de sidste seks kvartaler; i fjerde kvartal steg punktligheden med 3,1 procentpoint til 82,6 procent.

Tallene for 2019 blev påvirket negativt af udfordringerne med Boeings 737 MAX-fly og Rolls Royce-motorerne på selskabets Dreamlinere. Resultatet for året endte med et tab på 1,6 milliarder norske kroner (NOK), mens det underliggende driftsresultat før ejeromkostninger (EBITDAR) fordobledes til NOK 6,5 milliarder.


Norwegian har gennemført en række tiltag i 2019 for at forbedre lønsomheden. Omkostningsreduktionsprogrammet #Focus2019 kom i mål med en reduktion på NOK 2,3 milliarder for hele året med NOK 444 milliarder i fjerde kvartal. Selskabet har i tillæg hertil udsat flyleverancer, solgt fly, solgt Bank Norwegian-aktierne og indenrigsoperationen i Argentina, samt indhentet ny egenkapital for at styrke likviditeten.

2019 var et udfordrende år for branchen med såvel hård konkurrence og usikkerhed i den globale økonomi. Hertil kommer, at selskabet har haft betydelige ekstraomkostninger gennem 2019 på grund af Boeing 737 MAX-flyene, der har stået på jorden siden marts, og løbende udfordringer med Rolls Royce-motorerne på selskabets Dreamlinere. Selskabet har derfor gennem store dele af året lejet fly ind for at undgå aflysninger og forsinkelser for kunderne.

Omsætningen i 2019 var NOK 43,5 milliarder, hvilket er en stigning på otte procent sammenlignet med 2018. Stigningen skyldes højere enhedsindtægter og højere tillægsindtægter per passager. Norwegians ændring i strategisk fokus fra vækst til lønsomhed resulterede i en kapacitetsvækst (ASK) på én procent, mens enhedsindtægterne steg syv procent. Belægningsgraden var på 86,8 procent og mere end 36 millioner kunder valgte at rejse med Norwegian i løbet af 2019.

Fjerde kvartal
I fjerde kvartal blev det underliggende driftsresultat før ejeromkostninger (EBITDAR) forbedret til NOK 436 millioner sammenlignet med et tab på NOK 118 millioner i fjerde kvartal 2018. De totale indtægter var på NOK 8,9 milliarder, et fald på syv procent som følge af mindre kapacitet og et mere optimeret rutenetværk. I fjerde kvartal blev produktionen (ASK) reduceret med 19 procent, mens en forbedring af enhedsindtægterne på 16 procent og otte procent højere tillægsindtægter per passager modvirkede meget af kapacitetsreduktionen. Godt 7,5 millioner kunder valgte at rejse med Norwegian i dette kvartal.

- 2019 var en ny epoke for Norwegian, hvor selskabets strategi ændrede sig fra vækst til lønsomhed. Vi nåede målet om at spare NOK 2,3 milliarder gennem #Focus2019 og nåede flere andre positive økonomiske milepæle. Overgangen til lønsomhed fortsætter med transformationsprogrammet NEXT for at bygge en stærk, bæredygtig og lønsom virksomhed til fordel for vores kunder, ansatte og aktionærer, siger Norwegians finansdirektør Geir Karlsen.

- I løbet af 2020 er det vores mål at vende udfordringer til muligheder. Vi er fortsat optagede af at tilbyde endnu større valgfrihed til kunderne, bidrage til en mere bæredygtig luftfart og udvikle vores produkter og tjenester. Norwegian har forandret måden, vi rejser på, og som selskab vil vi fortsætte med at gøre, hvad vi kan for at tiltrække endnu flere kunder, hvad enten de rejser med arbejdet eller privat, siger Norwegians koncernchef Jacob Schram.

1,7 millioner tons CO2 sparet
Takket være Norwegians nye og mere brændstofeffektive flyflåde nåede selskabet en besparelse på 1,7 millioner tons CO2 sammenlignet med branchegennemsnittet. Samtidig blev 40 procent af de samlede CO2-udledninger kompenseret via EU’s kvotesystem. Siden lanceringen i december 2019 har 123.000 kunder selv valgt at klimakompensere deres flyrejse med Norwegian. Gennem samarbejdet med klimaselskabet CHOOOSE kan kunder enkelt kompensere for sit CO2-aftryk, når de køber flybillet med Norwegian.

Se vedlagte dokument for mere information.

Norwegian

Norwegian er et af de største lavprisselskaber i verden med over 36 millioner rejsende i 2019. I dag opererer Norwegian over 500 ruter til mere end 150 destinationer i Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Thailand, USA og Sydamerika. Norwegian har en flyflåde på omkring 170 fly med en gennemsnitsalder på 3,8 år og er blandt de mest moderne og miljøvenlige flyselskaber i verden. Norwegian er for anden gang blevet kåret til det mest miljøvenlige transatlantiske flyselskab af The International Council on Clean Transportation (ICCT). Både i 2015, 2016, 2017, 2018 og 2019 er Norwegian blevet kåret til verdens bedste lavprisselskab på langdistanceruter, ifølge flypassagerer der har stemt til anerkendte SkyTrax World Airline Awards. Norwegian er også blevet kåret til Europas bedste lavprisselskab af SkyTrax seks gange. Norwegian har omkring 11.000 dedikerede medarbejdere.

Følg Norwegian på Facebook, Twitter, Instagram, LinkedIn og YouTube.