Pressemeddelelse -
Norwegian lancerer ny rute til Korsika og udvider antallet af afgange på populære sommerruter fra København
Norwegian lancerer en ny rute til Bastia på øen Korsika i sommerprogrammet 2018. Ruten får en ugentlig afgang. Norwegian øger også antallet af afgange på flere af selskabets mest populære sommerruter fra København.
Korsika bliver ny Norwegian-destination fra Københavns Lufthavn. Flyselskabet vil i sommerprogrammet 2018 flyve til den franske middelhavsø én gang ugentligt. Korsika, der ligger nord for Sardinien, tilbyder sine besøgende et væld af kulturelle tilbud kombineret med klassisk sol- og strandoplevelser. Norwegian vil servicere ruten fra april til oktober 2018.
Flere afgange til populære sommerdestinationer
Norwegian opjusterer også antallet af afgange til flere populære feriedestinationer. I højsommeren går selskabet fra fire til seks ugentlige afgange til den græske ø Kreta og fra tre til seks afgange til italienske Pisa. Norwegian tilføjer også en tredje ugentlig afgang til Sicilien, ligesom kroatiske Split vil blive serviceret tre gange ugentligt mod to gange sidste år.
Endelig vil Norwegian tilbyde to ugentlige flyvninger til henholdsvis Sardinien, Cypern og portugisiske Faro fra sommerprogrammet start. Disse ruter fløj Norwegian kun i højsommeren sidste år.
”Vi er glade for at kunne tilbyde vores danske passagerer en ny rute til Korsika samt flere afgange til nogle af vores mest populære sommerdestinationer. Nye ruter og flere afgange giver flere valgmuligheder og større fleksibilitet, hvilket er vigtigt for vores passagerer. Vi glæder os meget til at byde vores danske rejsende velkommen hos os i vores moderne fly med gratis WiFi,” siger Thomas Ramdahl, kommerciel direktør i Norwegian.
Om ruten København-Korsika (Bastia)
Norwegian vil operere ruten fra København (CPH) til Bastia (BIA) med én ugentlig afgang, lørdag fra april til oktober 2018. Billetter er i salg fra 399,- enkeltbillet.
De nye frekvensøgninger vil ligge i salg på Norwegians hjemmeside i løbet af kort tid.
For mere information:
Norwegians pressetelefon: +47 815 11 816
Emner
Norwegian
Norwegian er det 6. største lavprisselskab i verden med omkring 7000 ansatte. I dag opererer Norwegian godt 500 ruter til mere end 150 destinationer i Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Thailand, Caribien og USA. Norwegian har en flyflåde på over 140 fly, som fragter ca. 30 millioner passagerer om året. Selskabet har en af verdens yngste flåder med en gennemsnitsalder på 3,6 år. I 2015 blev Norwegian kåret til det mest miljøvenlige transatlantiske flyselskab af The International Council on Clean Transportation (ICCT). Både i 2015, 2016 og 2017 kårede flypassagererne Norwegian til verdens bedste lavprisselskab på langdistanceruter i den anerkendte SkyTrax Awards. For femte år i træk er Norwegian også kåret som Europas bedste lavprisselskab af SkyTrax.
Følg Norwegian på Facebook, Twitter, Instagram, LinkedIn og YouTube.