Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Norwegian lancerer første statslig støttede indenrigsrute i Europa med en permanent iblanding af 40% SAF

Aalborg, 4. marts 2026 – Norwegian lancerer i dag den nye indenrigsrute mellem Aalborg og København, som flyves med 40 procent SAF (Sustainable Aviation Fuel) på samtlige afgange i 2026 og 2027. Ruten er den første permanente rute af sin slags i Europa og markerer et væsentligt skridt i omstillingen af luftfarten. Brændstoffet består udelukkende af europæisk råmateriale og er produceret og leveret af nordiske aktører.

Den høje andel af SAF i tanken betyder konkret, at udledningen fra ruten årligt minimeres med mere end 3.000 ton CO₂ målt over brændstoffets samlede livscyklus. Ruten er blevet til gennem et statsligt udbud under regeringens aftale om ”Grøn luftfart”, hvor staten aktivt støtter brugen af mere bæredygtigt flybrændstof.

“Mens mange diskuterer vejen mod en luftfart med mindre udslip, går Danmark først og viser, hvordan dette kan gøres i praksis. Dette er ikke kun en ny rute. Det er en ny model for, hvordan vi accelererer omstillingen af luftfarten, fordi den skaber efterspørgsel efter SAF. På den måde får vi volumen, og volumen er det, der driver investeringer og produktion,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.

Formålet med ruten er, at sætte gang i produktionen og gøre det mere tilgængeligt gennem efterspørgsel og opbygning af dedikerede forsyningskæder, der samtidig styrker Europas forsyningssikkerhed.

“Den danske stat har valgt at bruge markedskræfterne aktivt. Ved at sikre efterspørgslen på SAF bygger vi et marked, og bevæger os frem mod målet om en bedre og mere bæredygtig luftfart. Vi er stolte over at have vundet udbuddet på laveste pris pr. sparet ton CO₂ og dermed kunne levere dokumenterbar effekt,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.

Strukturel markedsopbygning er afgørende

Ruten har etableret en dedikeret SAF-forsyningskæde med nordiske aktører og 100 procent europæisk råmateriale. Samarbejdet omfatter udover Norwegian, Aalborg Lufthavn, energiselskabet St1, som producerer SAF på sit bioraffinaderi i Göteborg, brændstofleverandør DCC Shell Aviation Denmark og den norske brændstofleverandør AFSN.

“Vi er meget stolte over, at Aalborg bliver afsæt for Europas første permanente indenrigsrute med 40 procent SAF. Omstillingen af luftfarten begynder med konkrete handlinger. Ingen kan løfte opgaven alene, men i fællesskab kan vi tage de næste vigtige skridt mod en mere bæredygtig fremtid for dansk og europæisk luftfart. Det er gennem stærke partnerskaber, at vi rykker branchen fremad,” siger Niels Hemmingsen. administrerende direktør i Aalborg Lufthavn.

Luftfarten er samfundskritisk infrastruktur

Luftfarten spiller en central rolle for dansk erhvervsliv, turisme, mobilitet og international konkurrenceevne. Derfor er det afgørende, at omstillingen lykkes.

“Projektet viser, at når staten skaber stabile og langsigtede rammevilkår og bruger markedet aktivt, kan industrien levere. Det er den type partnerskaber, der er nødvendige, hvis vi skal accelerere produktionen og anvendelsen af bæredygtige brændstoffer i Europa,” siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri, og fortsætter:

“Samtidig vil ruten styrke Danmarks konkurrencekraft og internationale tilgængelighed. Det er et konkret eksempel på, hvordan luftfarten skal omstilles – ikke afvikles. Det vil blive positivt bemærket.”

Vigtigt skridt på vejen mod en bedre luftfart

SAF reducerer livscyklusudledningen markant sammenlignet med fossilt flybrændstof, men forbrændingen udleder fortsat CO₂. Inden for gældende internationale reguleringer er det endnu ikke godkendt at benytte 100 procent SAF i kommerciel drift. Med minimum 40 procent ligger ruten tæt på det maksimalt tilladte under nuværende regulering.

”Dette er et vigtigt skridt på vejen mod en bedre og mere bæredygtig luftfart, fordi skaleringen af SAF kræver langsigtede og stabile politiske rammer samt konkrete investeringer i næste generation af brændstoffer, herunder e-SAF,” understreger Geir Karlsen.

Med lanceringen af ruten mellem Aalborg og København sætter Danmark og Norwegian en ny europæisk standard for, hvordan omstillingen af luftfarten kan accelereres gennem offentligt-privat samarbejde og markedsbaserede virkemidler.

Emner


Norwegian

Norwegian-koncernen er et førende nordisk luftfartsselskab med hovedkontor i Fornebu uden for Oslo i Norge. Selskabet har over 8.200 ansatte og ejer to af de førende flyselskaber i Norden: Norwegian Air Shuttle og Widerøe's Flyveselskap. Widerøe blev opkøbt af Norwegian i 2024 med et formål om at gøre det endnu nemmere at rejse på tværs af de to flyselskabers netværk.

Norwegian Air Shuttle, det største norske flyselskab med omkring 4.700 ansatte, tilbyder et omfattende rutenetværk, der forbinder de nordiske lande med et bredt udvalg af europæiske destinationer. I 2024 transporterede Norwegian 22,6 millioner passagerer og havde en flåde på 86 Boeing 737-800 og 737 MAX 8-fly.

Widerøe's Flyveselskap, Norges ældste flyselskab, er Skandinaviens største regionale flyselskab. Flyselskabet har mere end 3.500 ansatte. Widerøe opererer hovedsageligt lufthavne med korte landingsbaner i de norske landdistrikter og driver flere statslige kontraktruter (PSO-ruter) ud over sit eget kommercielle netværk. I 2024 havde flyselskabet 3,8 millioner passagerer og en flåde på 49 fly, herunder 46 Bombardier Dash 8-fly og tre Embraer E190-E2-fly. Widerøe Ground Handling leverer ground handling-tjenester i 41 norske lufthavne.

I Norwegian-koncernen er bæredygtighed en hovedprioritet, og koncernen har forpligtet sig til at reducere CO2-udledningen fra sine aktiviteter betydeligt. Blandt de mange initiativer, er det mest bemærkelsesværdige, investeringen i produktion og brug af fossilfrit flybrændstof (SAF). Norwegian stræber efter at blive det bæredygtige valg for sine passagerer og bidrager aktivt til omstillingen af luftfartsindustrien.

Følg Norwegian på Facebook, Twitter, Instagram, TikTok, LinkedIn og YouTube.

Kontakt