Pressemeddelelse -
Norwegian giver 1 million kroner til UNICEF i anledning af 10 års jubilæum
I dag fejrer Norwegian sit 10 års jubilæum i Norge med en koncert i Telenor Arena i Oslo. En million kroner af billetindtægterne går til UNICEF’s arbejde med at forebygge hiv-smitte mellem mor og barn i Ukraine. ”Vi har en pligt til at hjælpe de svageste i samfundet,” siger Norwegians administrerende direktør Bjørn Kjos.
I maj i år tog Bjørn Kjos og tre Norwegian-ansatte med UNICEF til Ukraine, for at de med egne øjne skulle se det arbejde, som gøres for at forebygge hiv-smitte i et land, hvor udviklingen går i den gale retning. Andelen af mødre, som smitter deres børn med hiv, er på verdensbasis nedadgående, men i Ukraine er den stigende.
Norwegians administrerende direktør Bjørn Kjos fortæller, at mødet med de hiv-smittede børn og mødre gjorde et stærkt indtryk – både på ham selv og de ansatte:
”Vi var vidne til mange skæbner, men det opløftende er, at vi kan se, det nytter at give til UNICEF, fordi de gør et fantastisk stykke arbejde for at forhindre hiv-smitte fra mor til barn i Ukraine. Vi har alle en pligt til at hjælpe de svageste i samfundet, og det er vigtigt, at vi evner at se ud over egne materielle behov ved at strække en hjælpende hånd ud til dem, som trænger til det,” siger Bjørn Kjos.
Norwegian har siden 2007 haft et såkaldt signaturpartnerskab med UNICEF. Dette samarbejde indebærer, at Norwegian støtter UNICEF blandt andet igennem indsamlingsaktioner og i forbindelse med deres rejseaktiviteter. Derudover giver Norwegians ansatte deres årlige julegave til organisationen.
Emner
Norwegian
Norwegian er Skandinaviens næststørste flyselskab og det tredjestørste lavprisselskab i Europa. Med lave priser og kundevenlige løsninger har Norwegian haft en stærk passsagertilvækst de seneste år. I 2011 transporterede selskabet 16 millioner passagerer. Norwegian tilbyder i dag 300 ruter til 114 destinationer i Europa, Nordafrika og Mellemøsten. Flyselskabet har 2500 ansatte og en flyflåde bestående af 64 fly. Norwegian indfaser løbende nye fly og har en totalordre på levering af 277 fabriksnye fly af typen Boeing 737-800 MAX og Airbus 320neo. Når alle flyene er på plads, kommer Norwegian til at have en af Europas mest moderne og miljøvenlige flyflåder. Norwegian var det første flyselskab, der tilbød WiFi om bord på europæiske flyvninger. I 2013 planlægger flyselskabet at starte langdistanceflyvninger til USA og Asien fra Stockholm og Oslo. For mere information besøg www.norwegian.com
Følg Norwegian på Facebook her.
Følg Norwegian på YouTube her.