Pressemeddelelse -
Norwegian foreviger EM ’92-legende på haleroret af splinternyt fly
På 25-årsdagen for den danske EM-triumf offentliggør Norwegian den tidligere landstræner og europamester Richard Møller Nielsen som halehelt på selskabets nyeste fly.
For præcis 25 år siden gjorde det danske fodboldlandshold det umulige og vandt EM i Sverige med en finalesejr på 2-0 over de daværende verdensmestre fra Tyskland. På mærkedagen for triumfen har Norwegian valgt at offentliggøre den tidligere landstræner og europamester Richard Møller Nielsen (1937-2014) som flyselskabets nyeste ”halehelt”. Han hyldes for den utrolige EM-bedrift og sin indsats for dansk fodbold. Richard Møller Nielsens portræt bliver nu folieret på haleroret af Norwegians nyeste Boeing 737-800-maskine. Han slutter sig til et væld af store danske personligheder, heriblandt H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Dirch Passer, som allerede pryder nogle af halerne på Norwegians fly.
”Norwegian er glade for at hædre Richard Møller Nielsen som halehelt for hans fantastiske meritter med det danske fodboldlandshold. EM-eventyret i ’92 står for mange som den største danske sportspræstation nogensinde og flyttede grænserne for, hvad man troede, var muligt for dansk fodbold. Det gør Richard Møller Nielsen til en af de allerstørste danske fodboldtrænere igennem tiderne. ’Ricardo’ har længe været en dansk helt. Nu er han også halehelt,” siger Norwegians informationschef Daniel Kirchhoff.
”Jeg er utrolig taknemmelig og beæret over, at Norwegian har valgt at hylde min far på haleroret af deres nyeste fly. Han er i løbet af de seneste år blevet hædret for sine bedrifter flere steder, og han ville også have været ekstremt stolt over denne flotte gestus. Min far oplevede mange forskellige europæiske byer i sin tid som landstræner, og jeg synes, det er fantastisk, at han nu kommer til at flyve rundt i hele Europa igen”, siger Richard Møller Nielsens søn, Tommy Møller Nielsen, der selv er tidligere fodboldtræner og nuværende Manchester United Chief Scout.
Den 18. danske halehelt
Richard Møller Nielsen bliver Norwegians 18. danske halehelt. I forvejen pryder disse danskere allerede halerorene: Dirch Passer, Jørn Utzon, Asta Nielsen, Karen Blixen, H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Georg Brandes, N.F.S. Grundtvig, Knud Rasmussen, Tycho Brahe, Piet Hein, Victor Borge, H.C. Ørsted, Carl Nielsen, Jacob Christian Hansen-Ellehammer, Ludvig Holberg samt Aksel Sandemose.
Richard Møller Nielsen-flyet vil blive indsat i Norwegians europæiske rutenet og vil således kunne ses og flyves med både fra København og fra en af selskabets mange andre destinationer.
Norwegians flådefornyelse fortsætter med leveringen af en Boeing 787-9 Dreamliner og tre Boeing 737-800 denne måned. Med en gennemsnitsalder på 3,6 år er Norwegians flyflåde blandt de mest moderne og miljøvenlige i verden.
Billeder af flyet med Richard Møller Nielsen på haleroret findes vedhæftet denne pressemeddelelse.
Om Norwegians halehelte
Da Norwegian trådte ind på markedet i 2002, udfordrede selskabet et veletableret og langvarigt luftfartsmonopol. Efterfølgende valgte Norwegian at udsmykke halerne på selskabets fly med personligheder, der har flyttet grænser, udfordret det etablerede og inspireret andre. Læs mere om Norwegians halehelte her:http://bit.ly/2lJL8sY
Om Richard Møller Nielsen
Richard Møller Nielsen (1937-2014) var dansk fodboldspiller og træner. Han var dansk landstræner fra 1990-1996. Under sin tid førte han Danmark frem til sejr i Europamesterskabet i 1992 samt King Fahd Cup i 1995 (det nuværende Confederations Cup), hvor det blev til en finalesejr over de forsvarerende mestre fra Argentina. Richard Møller Nielsen blev kåret til World Soccer World Manager of the Year 1992. FIFA tildelte ham i 2004 FIFA Centennial Order of Merit for sin indsats indenfor fodbolden.
- 1975 - Årets fodboldtræner i Danmark
- 1992 - World Soccer Manager
- 2004 - FIFA Centennial Order of Merit
- 2008 - Fodboldens Hall of Fame (som en del af Europamester-holdet '92)
- 2014 - Fodboldens Hall of Fame (posthumt)
Pressekontakt:
Informationschef Daniel Kirchhoff, tlf. 26 57 07 67
Emner
Norwegian
Norwegian er det 6. største lavprisselskab i verden med omkring 7000 ansatte. I dag opererer Norwegian godt 500 ruter til mere end 150 destinationer i Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Thailand, Caribien og USA. Norwegian har en flyflåde på over 120 fly, som fragter ca. 30 millioner passagerer om året. Selskabet har en af verdens yngste flåder med en gennemsnitsalder på 3,6 år. I 2015 blev Norwegian kåret til det mest miljøvenlige transatlantiske flyselskab af The International Council on Clean Transportation (ICCT). Både i 2015, 2016 og 2017 kårede flypassagererne Norwegian til verdens bedste lavprisselskab på langdistanceruter i den anerkendte SkyTrax Awards. For femte år i træk er Norwegian også kåret som Europas bedste lavprisselskab af SkyTrax.
Følg Norwegian på Facebook, Twitter, Instagram, LinkedIn og YouTube.