Pressemeddelelse -
Norwegian etablerer ny base i London og Alicante
Norwegian etablerer base i London fra foråret 2013. Selskabet opretter også en ny base i Alicante. Fra London vil Norwegian flyve til en række destinationer ved Middelhavet og i Norden. Med den nye base i England vil selskabet også være bedre positioneret i forhold til konkurrencen fra asiatiske og europæiske selskaber på langdistancemarkedet.
Den nye base vil komme i Gatwick, hvor Norwegian allerede i dag er en betydelig aktør. London-Gatwick er Norwegians største destination uden for Norden med næsten 100 ugentlige afgange. Der er et stort potentielt trafikgrundlag tilknyttet en så central placeret lufthavn, både i form af turisme og en omegn med mange millioner indbyggere. Basen i Alicante vil betjene en vigtig del af Norwegians spanske produktion i lighed med allerede etablerede baser i Malaga og Las Palmas.
Norwegian planlægger en opstart med tre Boeing 737-800 på London-basen for derefter at øge til fire fly senere på året. De første flyvninger er planlagt til at starte fra sommerprogrammet 2013. Piloter og kabinepersonale vil blive rekrutteret lokalt i London.
”Baggrunden for denne etablering er at positionere Norwegian i forhold til den fremtidige konkurrence både inden for Europa og på langdistancemarkedet. Vækst og volumen er nødvendig for at være konkurrencedygtig i international luftfart i dag, og væksten må også komme uden for Norden. Samtidig er det ventet, at den største trafikvækst og turiststrøm i fremtiden vil komme fra Asien ind til Europa. Skal man som skandinavisk flyselskab være konkurrencedygtig og tage del i denne store trafikvækst, må man ud i Europa og til Asien for at positionere sig nu,” siger administrerende direktør Bjørn Kjos.
Norwegian har per i dag baser i Norge, Sverige, Danmark, Finland og Spanien. En ny base for Norwegians langdistanceselskab er under etablering i Bangkok.
Kontaktperson:
Kommunikationsdirektør Anne-Sissel Skånvik, tlf. + 47 97 55 43 44
Norwegians pressetelefon: + 47 81 51 18 16
Emner
Norwegian
Norwegian er Skandinaviens næststørste flyselskab og det tredjestørste lavprisselskab i Europa. Med lave priser og kundevenlige løsninger har Norwegian haft en stærk passsagertilvækst de seneste år. I 2011 transporterede selskabet 16 millioner passagerer. Norwegian tilbyder i dag 300 ruter til 114 destinationer i Europa, Nordafrika og Mellemøsten. Flyselskabet har 2500 ansatte og en flyflåde bestående af 64 fly. Norwegian indfaser løbende nye fly og har en totalordre på levering af 277 fabriksnye fly af typen Boeing 737-800 MAX og Airbus 320neo. Når alle flyene er på plads, kommer Norwegian til at have en af Europas mest moderne og miljøvenlige flyflåder. Norwegian var det første flyselskab, der tilbød WiFi om bord på europæiske flyvninger. I 2013 planlægger flyselskabet at starte langdistanceflyvninger til USA og Asien fra Stockholm og Oslo. For mere information besøg www.norwegian.com
Følg Norwegian på Facebook her.
Følg Norwegian på YouTube her.