Pressemeddelelse -
Norwegian åbner ny langrute-base i København
De skandinaviske langdistance-ruter er i vækst for flyselskabet Norwegian. Derfor åbner selskabet en ny base i København, der skal huse cirka 80 langrutepiloter. Basen åbnes til oktober i forbindelse med opstarten af vintersæsonen 2018/2019 og skal servicere Norwegians skandinaviske langdistanceruter.
Norwegian opretter 80 nye pilot-stillinger i København, når man til oktober efter planen opretter en ny base for de lange ruter ud af Skandinavien. Selskabets øvrige langdistancebaser er placeret i Amsterdam, Paris, Barcelona, London, Rom, Milano, New York, Los Angeles, Fort Lauderdale og Bangkok.
- Det er naturligt for os at etablere en base for piloter i København med den størrelse, som vores skandinaviske langdistanceoperation i dag har. Basen i København vil bidrage til at forenkle og styrke vores forretning og skabe lokale arbejdspladser, siger HR-direktør i Norwegian, Helga Bollmann Leknes.
Norwegian har i dag godt 500 ansatte på den eksisterende base i København, der primært servicerer de korte, europæiske ruter. Af de godt 500 ansatte er knap 200 piloter.
Overenskomst med FPU
Etableringen af basen er forberedt i samarbejde med Flyvebranchens Personale Union FPU, og der er overenskomst på plads mellem parterne:
-Vi har indgået en overenskomst med FPU, og jeg vil gerne takke dem for den konstruktive dialog. Jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde, siger Helga Bollmann Leknes, Norwegians HR-direktør.
Medie-kontakt
Kommunikationschef Andreas Hjørnholm
Tlf. +45 61911116
E-mail: andreas.hjoernholm@norwegian.com
Emner
Norwegian
Norwegian er verdens sjettestørste lavprisflyselskab, og i 2017 transporterede selskabet over 33 mio. passagerer. Flyselskabet tilbyder mere end 500 ruter til mere end 150 destinationer i Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Thailand, Singapore, Argentina, Caribien, USA og Sydamerika. Norwegian har en flyflåde på 150 fly, der i gennemsnit er 3,7 år gamle, hvilket gør flyflåden til en af verdens yngste og grønneste. Norwegian er blevet kåret til Most Fuel-Efficient Airline on Transatlantic Routes af International Council on Clean Transportation (ICCT). Norwegian er blevet kåret som World's Best Low-Cost Long-Haul Airline af det anerkendte SkyTrax World Airline Awards de seneste tre år og for femte år i træk som Europe's Best Low-Cost Airline. Norwegian har omkring 9.500 medarbejdere.
Følg Norwegian på Facebook, Twitter, Instagram, LinkedIn og YouTube.