Pressemeddelelse -
Jørn Utzon på nyt Norwegian-fly
Jørn Utzon er nu at finde blandt de store nordiske personligheder, der pryder Norwegians flyflåde. Norwegian opgraderer løbende sin flyflåde med nye Boeing 737-800w, og fra haleroret skuer danske berømtheder som H.C. Andersen, Karen Blixen og nu også Jørn Utzon ud over Europa.
Jørn Utzon (1918–2008) er et ikon inden for arkitektur og verdensberømt for at have tegnet Sydney Opera House, der er en af de mest kendte bygninger i verden. Da operahuset i 2007 blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste, blev Utzon den anden person i verden, der har opnået denne ære i levende live.
”Jørn Utzon samlede inspiration ved mange rejser over hele kloden, bl.a. Sverige, Marokko og USA, hvorfor det forekommer helt naturligt, at Jørn Utzon vil være at finde på et af Norwegians fly. Vi er rigtig glade for, at Norwegian således vil være med til at ære hans minde,” siger Anni G. Walther, der er adm.dir. for Utzon Center.
Utzon Centeret (2008) er Utzons sidste bygningsværk og den smukke bygning ligger på havnefronten i Utzons barndomsby Aalborg.
Norwegian hylder skandinaviske helte ved at foliere haleroret på sine nye, miljøvenlige Boeing 737-800 med fly med billeder af et udvalg af de største skandinaviske personligheder. Fælles for ’haleheltene’ er, at de alle er personligheder, der i en eller anden forstand har brudt de etablerede grænser og udfordret det traditionelle.
”Vi er rigtig glade for, at vi i takt med, at Norwegian indfaser nye, brændstofbesparende fly med høj komfort, har mulighed for at vise de store skandinaviske personligheder som Jørn Utzon ære,” siger presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen.
OM Utzon
Utzons karriere tog en skarp drejning da han i 1957 vandt konkurrencen om Sydney Operahus.
Utzon var ikke på noget tidspunkt under udarbejdelsen af projektet tilstede i Sydney. Længere tids uoverensstemmelser med Sydneys bystyre endte i 1966 med, at Utzon forlod projektet, hvilket havde som konsekvens, i mangel på økonomi og vilje, at mange af Utzons oprindelige ideer, hovedsageligt for interiøret, gik tabt.
Efter Sydney-projektet og op igennem tresserne udviklede Utzon sine principper om additiv arkitektur. Han udviklede sit Espansiva-bygningssystem, hvor flere ens komponenter kan sammensættes til et fleksibelt enfamilieshus.
Yderligere information:
Johan Bisgaard Larsen, presse- og markedschef, Norwegian Danmark, +45 31 31 31 28
Foto: Hans Olav Nyborg
Emner
Norwegian
Norwegian er Skandinaviens næststørste flyselskab og Europas tredjestørste lavprisselskab med direkte ruter såvel indenrigs i Norge, Danmark og Sverige som til destinationer i Europa, Nordafrika og Mellemøsten (261 ruter til 100 destinationer pr. juli 2011). Med lave priser og kundevenlige løsninger har selskabet haft en stærk passagervækst de senere år. Norwegian fragtede 13 millioner passagerer i 2010. Selskabet blev børsnoteret i 2003 og har i dag ca. 2.500 ansatte og 59 fly i sin flyflåde (juli 2011). Norwegian indfaser løbende nye, mere miljøvenlige fly af typen Boeing 737-800 og får leveret 78 fly direkte fra fabrikken i perioden frem til 2018. Norwegian vil have en af Europas mest moderne og miljøvenlige flyflåder, når de nye fly er indfaset. For yderligere information se www.norwegian.com
Følg Norwegian på Facebook her.
Følg Norwegian på YouTube her.