Pressemeddelelse -
Georg Brandes på nyt Norwegian-fly
Fremover vil den danske kritiker og litteraturforsker Georg Brandes pryde haleroret på et af flyselskabet Norwegians nye fly. Norwegian opgraderer løbende sin flyflåde med nye Boeing 737-800, og de nye fly dekoreres med både danske, svenske og norske helte på flyhalerne.
Georg Brandes er nyeste helt i rækken af danske helte, der afbildes på Norwegians nye fly. Tidligere på året kom bla. H.C. Andersen og Ludvig Holberg på de nye fly, og nu får de selskab af den store kritiker.
”Som kritiker bedrev Georg Brandes en meget omfattende kulturel eksport og import. I udlandet etablerede han – med sine kampagner for det moderne gennembruds forfattere – forestillingen om Skandinavien som en særlig litterær region, mens han omvendt introducerede mange udenlandske forfattere og strømninger i de skandinaviske lande, hvis litterære miljøer han i høj grad knyttede sammen.
Brandes var både skandinavist og internationalist. Derfor er det oplagt at opkalde et fly, der ligeledes skaber gensidig kontakt mellem Skandinavien og den øvrige verden, efter ham,” fortæller Lasse Horne Kjældgaard, lektor, ph.d. ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet.
Norwegian hylder skandinaviske helte ved at foliere sine nye fly med billeder af et udvalg af de største skandinaviske personligheder. Fælles for ’haleheltene’ er, at de alle er personligheder, der i en eller anden forstand har brudt de etablerede grænser og udfordret det traditionelle.
”Vi er rigtig glade for, at vi i takt med, at Norwegian indfaser nye, brændstofbesparende fly med høj komfort, har mulighed for at vise de store skandinaviske personligheder som Georg Brandes ære. Vi er stolte af vores skandinaviske helte,” siger presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen.
Yderligere information:
Johan Bisgaard Larsen, presse- og markedschef, Norwegian Danmark, +45 31 31 31 28
Emner
Norwegian
Norwegian er Skandinaviens næststørste flyselskab og Europas tredjestørste lavprisselskab med direkte ruter såvel indenrigs i Norge, Danmark og Sverige som til destinationer i Europa, Nordafrika og Mellemøsten (244 ruter og 98 destinationer pr. april 2011). Med lave priser og kundevenlige løsninger har selskabet haft en stærk passagervækst de senere år. Norwegian fragtede 13 millioner passagerer i 2010. Selskabet blev børsnoteret i 2003 og har i dag ca. 2.500 ansatte og 57 fly i sin flyflåde (april 2011). Selskabet får leveret i alt 73 nye fly af typen Boeing 737-800 i perioden 2008-2014. Norwegian vil have en af Europas mest moderne og miljøvenlige flyflåder, når de nye fly er indfaset. For yderligere information se www.norwegian.com
Følg Norwegian på Facebook her.
Følg Norwegian på YouTube her.