Pressemeddelelse -
Billetpris afgør valg af flyselskab
76 pct. af danskerne vælger flyselskab ud fra billetprisen. Det viser en undersøgelse, som Sermo Analyse har foretaget for Norwegian. Flyselskabernes image påvirker 40 pct. af danskeres valg af selskab, mens kun 4 pct. lægger vægt på, om selskabet er dansk.
En ny undersøgelse, som Sermo Analyse har gennemført for Norwegian, viser, at danskerne primært vælger flyselskab ud fra prisen på billetter. Næsten 8 ud af 10 angiver prisen på billetten som den mest afgørende faktor for valget af flyselskab. 40 pct. angiver også flyselskabets image som en afgørende faktor, hvorimod selskabets nationalitet eller muligheden for internet check-in kun har betydning for hhv. 4 og 5 pct. af danskerne.
Norwegians country manager i Danmark Julius Støback forklarer:
”For Norwegian er det glædeligt at høre, at også danskerne tænker økonomisk, når de vælger flybilletter. Det viser, at Norwegians strategi med at holde et lavt omkostnings-niveau, så vi kan sælge billetter til lave priser er helt rigtig.”
Hos Norwegian betaler kun passagerer med indchecket bagage for denne service. Derfor glæder det selskabet, at kun 15 pct. også vælger flyselskab ud fra, om bagagetransport er inkluderet i prisen.
Til det siger Julius Støback: ”Det kan undre, at nogen stadig foretrækker at betale ekstra for flybilletten, frem for kun at betale for bagageservice, hvis man har behov for det. I Norwegian foretrækker vi, at vores passagerer kun betaler for den service, de skal bruge. Derimod er lufthavnsskatter og afgifter, som man ikke kan fravælge at betale, altid inkluderet i vores priser.”
Norwegian er Skandinaviens største lavprisselskab og den største operatør i Københavns lufthavn efter SAS. Norwegian har nu 21 ruter fra Danmark: Fra København til London, Paris, Amsterdam, Nice, Prag, Malaga, Alicante, Mallorca, Faro, Pisa, Split, Kreta, Rhodos, Budapest, Krakow, Edinburgh, Oslo, Stockholm og Aalborg samt fra Aalborg til London, Malaga og København.
Undersøgelsen blev gennemført af Sermo Analyse i marts 2009 blandt deltagerne i Sermos epanel. I undersøgelsen kunne de adspurgte angive flere faktorer, der afgør deres valg af flyselskab.
Yderligere information:
Julius Støback, Acting Country Manager Norwegian Danmark, +47 97 15 93 93
Norwegian er Skandinaviens største lavprisflyselskab og startede sine flyvninger 1. september 2002 med fire indlandsruter i Norge og seks Boeing 737-300. I december 2003 blev Norwegian registreret på Oslo Børs. I dag har selskabet en flyflåde på 44 fly. Selskabet får leveret 58 nye miljøvenlige Boeing 737-800W i perioden 2008 – 2014. Selskabet har i dag 186 ruter til 86 destinationer. Hovedkontoret er i Oslo, og selskabet har 1.500 ansatte. For yderligere information, se www.norwegian.com