Gå til indhold
Koncernchef Bjørn Kjos med skolebørn i den Centralafrikanske Republik i 2014
Koncernchef Bjørn Kjos med skolebørn i den Centralafrikanske Republik i 2014

Pressemeddelelse -

Norwegian og UNICEF flyver nødhjælp til Tchad

Til september går årets vigtigste flyvning til Tchad i det centrale Afrika. Norwegian og UNICEF sender et fly med nødhjælp til børn, der er ramt af konflikt i denne region. - Vi har brug for din hjælp til at fylde flyet, så vi kan give børnene i Tchad bedre fremtidsudsigter, siger Norwegians koncernchef Bjørn Kjos.

Det er femte gang, Norwegian og UNICEF sender et fuldtlastet fly med medicin, skolemateriale og anden nødhjælp til dele af verden, der er præget krig og konflikt. Tchad er på mange måder en glemt krise: Det er et af de fattigste lande i Afrika. Konflikten med Boko Haram og en voldsom tørke har ført til en humanitær krise og flere hundredtusinder børn er i fare for at dø på grund af alvorlig underernæring.

- Vores vigtigste flyvning i år går til Tchad. Mange af de børn, der er fanget i konflikten, har mistet deres hjem, familie og års uddannelse. Derfor stiller vi fly og mandskab til rådighed og håber, at alle vores kunder og samarbejdspartnere vil hjælpe os med at fylde flyet med medicin, skolemateriale og anden nødhjælp, sådan at børnene i Tchad en dag kan forsøge sig selv og genopbygge lokalsamfundene, siger koncernchef Bjørn Kjos.

Generalsekretær i UNICEF Danmark, Steen M. Andersen sætter stor pris på samarbejdet med Norwegian.

- Selv om børnene i Tchad lever under nogle af de vanskeligste forhold i verden, bliver de ofte glemt. Medierne interesserer sig sjældent for landet, og derfor er det vanskeligt at rejse ressourcer til den indsats, som børnene har brug for. Det gør en enorm forskel, når ansvarsbevidste internationale virksomheder som Norwegian engagerer sig i at hjælpe dem til et bedre liv, siger generalsekretær Steen M. Andersen.

Fra København til N’Djamena
Flyet med nødhjælp og skoleudstyr letter fra København i september. Indtil da skal der samles to millioner kroner ind, sådan at flyets lastrum, hattehylder og sæder kan blive fyldt op med medicin, anden nødhjælp og skolematerialer. Flyvningen starter i Oslo og går til København, hvor nødhjælp og skoleudstyr lastes ombord fra UNICEF’s verdenslager. Derefter sættes kursen fra Københavns Lufthavn mod Tchads hovedstad N’Djamena.

Let at bidrage
En række af Norwegians medarbejdere bidrager til at fylde flyet ved at samle penge ind og gennem frivilligt arbejde. Norwegian vil gennem forskellige kanaler også bede sine passagerer om at bidrage til at fylde flyet. Man kan bidrage ved at donere et beløb, når man bestiller sin flybillet på Norwegians hjemmeside eller ved at sende en sms med FLY til 1900. Så går 150 kroner ubeskåret til UNICEF’s arbejde med de nødlidende børn i Tchad. Endelig kan man donere via kampagnesiden www.unicef.dk/kampagne/fyld-et-fly.

Tidligere år har UNICEF og Norwegian samarbejdet om at sende fly med nødhjælp til verdens næststørste flygtningelejr, Za’atari i Jordan, Den Centralafrikanske Republik, Mali og Yemen.

UNICEF og Norwegian har i 12 år samarbejdet tæt for at hjælpe nødlidende børn i hele verden. Aftalen mellem UNICEF og Norwegian omfatter i dag Danmark, Norge, Sverige og USA. Det betyder flere kampagner og giver mulighed for at endnu flere medarbejdere i Norwegian kan være med til at hjælp.

Kontaktpersoner for pressen: 
Norwegian: Kommunikationschef Andreas Hjørnholm, tlf. 6191 1116
UNICEF: Presseansvarlig Susan Knorrenborg, tlf: 2989 1915 eller pressemedarbejder Mads Nørgaard Larsen 2746 6333

Related links

Emner


Norwegian
Norwegian er verdens sjettestørste lavprisflyselskab, og i 2017 transporterede selskabet over 33 mio. passagerer. Flyselskabet tilbyder mere end 500 ruter til mere end 150 destinationer i Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Thailand, Singapore, Argentina, Caribien, USA og Sydamerika. Norwegian har en flyflåde på 150 fly, der i gennemsnit er 3,7 år gamle, hvilket gør flyflåden til en af verdens yngste og grønneste. Norwegian er blevet kåret til Most Fuel-Efficient Airline on Transatlantic Routes af International Council on Clean Transportation (ICCT). Norwegian er blevet kåret som World's Best Low-Cost Long-Haul Airline af det anerkendte SkyTrax World Airline Awards de seneste tre år og for femte år i træk som Europe's Best Low-Cost Airline. Norwegian har omkring 9.500 medarbejdere.

Følg Norwegian på Facebook, Twitter, Instagram, LinkedIn og YouTube.


Kontakt

Pressevagt

Pressevagt

Pressekontakt Kun for medier + 47 815 11 816

Norwegian

Norwegian-koncernen er et førende nordisk luftfartsselskab med hovedkontor i Fornebu uden for Oslo i Norge. Selskabet har over 8.200 ansatte og ejer to af de førende flyselskaber i Norden: Norwegian Air Shuttle og Widerøe's Flyveselskap. Widerøe blev opkøbt af Norwegian i 2024 med et formål om at gøre det endnu nemmere at rejse på tværs af de to flyselskabers netværk.

Norwegian Air Shuttle, det største norske flyselskab med omkring 4.700 ansatte, tilbyder et omfattende rutenetværk, der forbinder de nordiske lande med et bredt udvalg af europæiske destinationer. I 2023 transporterede Norwegian over 20 millioner passagerer og havde en flåde på 87 Boeing 737-800 og 737 MAX 8-fly.

Widerøe's Flyveselskap, Norges ældste flyselskab, er Skandinaviens største regionale flyselskab. Flyselskabet har mere end 3.500 ansatte. Widerøe opererer hovedsageligt lufthavne med korte landingsbaner i de norske landdistrikter og driver flere statslige kontraktruter (PSO-ruter) ud over sit eget kommercielle netværk. I 2023 havde flyselskabet 3,3 millioner passagerer og en flåde på 48 fly, herunder 45 Bombardier Dash 8-fly og tre Embraer E190-E2-fly. Widerøe Ground Handling leverer ground handling-tjenester i 41 norske lufthavne.

I Norwegian-koncernen er bæredygtighed en hovedprioritet, og koncernen har forpligtet sig til at reducere CO2-udledningen fra sine aktiviteter betydeligt. Blandt de mange initiativer, er det mest bemærkelsesværdige, investeringen i produktion og brug af fossilfrit flybrændstof (SAF). Norwegian stræber efter at blive det bæredygtige valg for sine passagerer og bidrager aktivt til omstillingen af luftfartsindustrien.

Norwegian