Gå til indhold
Geir Karlsen er ansat som ny finansdirektør i Norwegian.
Geir Karlsen er ansat som ny finansdirektør i Norwegian.

Pressemeddelelse -

Norwegian foretager flere ændringer i koncernledelsen

Geir Karlsen (52) er ansat som ny finansdirektør (Chief Financial Officer - CFO) i Norwegian. Karlsen kommer fra stillingen som Group CFO i det London-baserede shippingselskab Navig8 Group. Han har bred erfaring fra børsnoterede selskaber inden for shipping og offshore. Konstitueret finansdirektør Tore Østby fortsætter i koncernledelsen i en nyoprettet stilling som Executive Vice President Strategic Development. Kurt Simonsen (59) er ny IT-direktør.

 

Geir Karlsen har gennem de seneste 12 år haft forskellige CFO-stillinger i internationale selskaber som Golden Ocean Group og Songa Offshore. Han kommer nu fra stillingen som Group CFO i det London-baserede rederi Navig8 Group, som har virksomhed over hele verden og er verdens største skibsflåde-operatør. Geir Karlsen er civiløkonom fra Handelshøyskolen BI i Norge.

- Jeg ser frem til at blive en del af ledelsen i et af Norges mest internationale vækstselskaber og være med på den fantastiske rejse, Norwegian er i gang med, fra at være et lille norsk selskab til at blive et af de mest internationalt anerkendte flyselskaber med en eksisterende flåde på over 150 fly og en endnu større ordrebog. Luftfartsbranchen er præget af stærk konkurrence, og jeg håber og tror, at jeg med min baggrund og erfaring kan bidrage til at videreudvikle selskabet fremover, siger Geir Karlsen. 

- Jeg er meget tilfreds med, at vi får Geir Karlsen med på holdet. En stor del af hans erhvervserfaring har klare lighedstræk med flybranchen, hvor leasing-aftaler og finansiering af større transaktioner er helt centrale. Samtidig vil jeg fremhæve hans ledererfaring fra større internationale selskaber som særdeles vigtige for Norwegians globale udvikling, siger koncernchef Bjørn Kjos. 

Tore Østby fortsætter i koncernledelsen
Tore Østby, der har været konstitueret finansdirektør siden juli 2017, fortsætter i koncernledelsen i en nyoprettet stilling som Executive Vice President Strategic Development. Østby har 15 års erfaring fra finanssektoren som senioranalytiker og analysechef. Han har også været syv år i Orkla-koncernen og har en økonomiuddannelse fra Handelshøyskolen BI i Norge.

- Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet i Norwegian. Vi har haft en fantastisk udvikling, og mulighederne fremover er store. I dag har vi et unikt loyalitetsprogram, en af verdens mest moderne flyflåder og mange spændende forretningsmuligheder, siger Østby.

- Tore Østby har gennem tre år i Norwegian gjort et meget solidt stykke arbejde både som leder for Investor Relations og i rollen som fungerende finansdirektør. Et stærkt lederteam og en tydelig strategisk retning er vigtig, og jeg er meget glad for, at Tore fortsat kommer til at være en del af koncernledelsen i Norwegian, siger Kjos. 

Kurt Simonsen ny IT-direktør
Den tredje ændring i Norwegians koncernledelse laves på IT-siden med ansættelsen af Kurt Simonsen (59) som ny IT-direktør. Simonsen har lang og bred erfaring fra store omstillings- og digitaliseringsprocesser og har de seneste 17 år været partner og medejer i konsulentselskabet Infocom Group AS. Han har også baggrund fra Hewlett-Packard og Telenor. Simonsen er uddannet elektronikingeniør.

- Rollen som IT-direktør i Norwegian er et af de mest spændende jobs i Norge i dag. Norwegian er et selskab, hvor IT spiller en afgørende rolle for den operative virksomhed og ikke mindst i en stadig mere digitaliseret kunderejse, siger Simonsen.

- IT er en vigtig og integreret del af Norwegians forretningsstrategi. Vi skal være i spidsen i udviklingen af de bedste løsninger for kunderne, samtidig med at vi skal gøre vores operation mere effektiv og reducere omkostninger. Jeg er godt tilfreds med, at Kurt Simonsen, med sin varierede og solide baggrund, bliver en del af vores leder-team, siger Bjørn Kjos.

Simonsen tiltræder 2. januar, og Østby fortsætter som finansdirektør, indtil Karlsen er på plads senest 3. april.


Pressekontakt:
Kommunikationschef Charlotte Holmbergh Jacobsson tlf. +46 709 89 05 18

Emner


Norwegian
Norwegian er det 6. største lavprisselskab i verden med omkring 7000 ansatte. I dag opererer Norwegian godt 500 ruter til mere end 150 destinationer i Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Thailand, Caribien og USA. Norwegian har en flyflåde på over 140 fly, som fragter ca. 30 millioner passagerer om året. Selskabet har en af verdens yngste flåder med en gennemsnitsalder på 3,6 år. I 2015 blev Norwegian kåret til det mest miljøvenlige transatlantiske flyselskab af The International Council on Clean Transportation (ICCT). Både i 2015, 2016 og 2017 kårede flypassagererne Norwegian til verdens bedste lavprisselskab på langdistanceruter i den anerkendte SkyTrax Awards. For femte år i træk er Norwegian også kåret som Europas bedste lavprisselskab af SkyTrax.

Følg Norwegian på Facebook, Twitter, Instagram, LinkedIn og YouTube.


Kontakt

Pressevagt

Pressevagt

Pressekontakt Kun for medier + 47 815 11 816

Norwegian

Norwegian-koncernen er et førende nordisk luftfartsselskab med hovedkontor i Fornebu uden for Oslo i Norge. Selskabet har over 8.200 ansatte og ejer to af de førende flyselskaber i Norden: Norwegian Air Shuttle og Widerøe's Flyveselskap. Widerøe blev opkøbt af Norwegian i 2024 med et formål om at gøre det endnu nemmere at rejse på tværs af de to flyselskabers netværk.

Norwegian Air Shuttle, det største norske flyselskab med omkring 4.700 ansatte, tilbyder et omfattende rutenetværk, der forbinder de nordiske lande med et bredt udvalg af europæiske destinationer. I 2023 transporterede Norwegian over 20 millioner passagerer og havde en flåde på 87 Boeing 737-800 og 737 MAX 8-fly.

Widerøe's Flyveselskap, Norges ældste flyselskab, er Skandinaviens største regionale flyselskab. Flyselskabet har mere end 3.500 ansatte. Widerøe opererer hovedsageligt lufthavne med korte landingsbaner i de norske landdistrikter og driver flere statslige kontraktruter (PSO-ruter) ud over sit eget kommercielle netværk. I 2023 havde flyselskabet 3,3 millioner passagerer og en flåde på 48 fly, herunder 45 Bombardier Dash 8-fly og tre Embraer E190-E2-fly. Widerøe Ground Handling leverer ground handling-tjenester i 41 norske lufthavne.

I Norwegian-koncernen er bæredygtighed en hovedprioritet, og koncernen har forpligtet sig til at reducere CO2-udledningen fra sine aktiviteter betydeligt. Blandt de mange initiativer, er det mest bemærkelsesværdige, investeringen i produktion og brug af fossilfrit flybrændstof (SAF). Norwegian stræber efter at blive det bæredygtige valg for sine passagerer og bidrager aktivt til omstillingen af luftfartsindustrien.

Norwegian