Gå til indhold
Norwegian oplever mere end fire gange flere rejsebureaubookinger på langdistanceruterne

Nyhed -

Norwegian oplever mere end fire gange flere rejsebureaubookinger på langdistanceruterne

Siden Norwegian annoncerede et større samarbejde med Bravo Tours, Albatros Travel og Stjernegaard Rejser tilbage i april, har selskabet registeret et kæmpe boom i antallet af rejsebureaubookinger på langdistanceruterne. I perioden april til september i år har selskabet fået mere end fire gange så mange bookinger sammenlignet med samme periode sidste år.

På et pressemøde i april lancerede Norwegian tre splinternye langdistanceruter fra Københavns Lufthavn. Samtidig præsenterede Norwegian et større samarbejde med Bravo Tours, Albatros Travel og Stjernegaard Rejser, som er tre af de største rejsebureauer i Danmark. Inden indgåelse af aftalerne havde rejsebureaubookingerne på Norwegians langdistanceruter ligget på et stabilt niveau, men nu melder flyselskabet om et decideret boom. I perioden april til september i år har Norwegian registreret mere end en firedobling i antallet af bookinger på langdistanceruterne sammenlignet med samme periode sidste år. I løbet af disse seks måneder har bureauerne nemlig lagt billet ind på mange tusinde pladser mod blot nogle hundrede sidste år.

”Vi oplever en meget stor interesse fra danske rejsebureauer for at lave aftaler med os på vores langdistanceruter. Siden annonceringen af samarbejdet med de tre store bureauer i april har vi fået mange tusinde nye bookinger, hvilket vi ser som stor cadeau til vores operation og endnu en blåstempling af vores langdistanceprodukt. Det viser, at tilliden til os er vokset i takt med, at regulariteten og punktligheden på operationen er fuldt på højde med andre aktører i branchen, ” siger Norwegians salgsdirektør Lars Sande.

”Vi er rigtig glade for det gode samarbejde vi har med Norwegian, der med sit nu store langrutenet tilbyder mange destinationer, som vores rejsende efterspørger. Derfor er vi sikre på, at vi sammen kan skabe mange gode resultater i fremtiden. Høj kvalitet og pålidelighed er helt afgørende for vores kunder, og med Norwegians stabile langdistanceoperation bestående af 787 Dreamlinere, verdens mest moderne passagerfly i drift i dag, er vi sikre på, at vores kunder får en behagelig rejse, ” siger Peder Hornshøj, administrerende direktør i Bravo Tours.

I dag flyver Norwegian direkte til New York, Los Angeles, Fort Lauderdale og Orlando. Fra november åbner selskabet ruter til Sankt Croix, Puerto Rico og Las Vegas, og fra maj kan danske passagerer flyve med Norwegian direkte til Boston.

Emner

Kontakt

Pressevagt

Pressevagt

Pressekontakt Kun for medier + 47 815 11 816

Norwegian

Norwegian-koncernen er et førende nordisk luftfartsselskab med hovedkontor i Fornebu uden for Oslo i Norge. Selskabet har over 8.200 ansatte og ejer to af de førende flyselskaber i Norden: Norwegian Air Shuttle og Widerøe's Flyveselskap. Widerøe blev opkøbt af Norwegian i 2024 med et formål om at gøre det endnu nemmere at rejse på tværs af de to flyselskabers netværk.

Norwegian Air Shuttle, det største norske flyselskab med omkring 4.700 ansatte, tilbyder et omfattende rutenetværk, der forbinder de nordiske lande med et bredt udvalg af europæiske destinationer. I 2023 transporterede Norwegian over 20 millioner passagerer og havde en flåde på 87 Boeing 737-800 og 737 MAX 8-fly.

Widerøe's Flyveselskap, Norges ældste flyselskab, er Skandinaviens største regionale flyselskab. Flyselskabet har mere end 3.500 ansatte. Widerøe opererer hovedsageligt lufthavne med korte landingsbaner i de norske landdistrikter og driver flere statslige kontraktruter (PSO-ruter) ud over sit eget kommercielle netværk. I 2023 havde flyselskabet 3,3 millioner passagerer og en flåde på 48 fly, herunder 45 Bombardier Dash 8-fly og tre Embraer E190-E2-fly. Widerøe Ground Handling leverer ground handling-tjenester i 41 norske lufthavne.

I Norwegian-koncernen er bæredygtighed en hovedprioritet, og koncernen har forpligtet sig til at reducere CO2-udledningen fra sine aktiviteter betydeligt. Blandt de mange initiativer, er det mest bemærkelsesværdige, investeringen i produktion og brug af fossilfrit flybrændstof (SAF). Norwegian stræber efter at blive det bæredygtige valg for sine passagerer og bidrager aktivt til omstillingen af luftfartsindustrien.

Norwegian